Har du hørt om VERO?
VERO er en social medieplatform, der ligger sig tæt op af sociale medier, vi allerede kender. Dog adskiller VERO sig fra andre sociale medier på forskellige parametre. Men er det nok til, at det vil klare cuttet og blive vores foretrukne sociale medie? Eller kommer det til at lide samme skæbne som mange andre sociale medier, der gennem tiden har forsøgt at blive en succes?
VERO er ikke reklamefinansieret
Lige nu er det gratis at oprette en profil, men på sigt er det planen, at VERO skal tjene penge på abonnementsbetalinger. Idet VERO ikke er reklamefinansieret, lover de, at de ikke deler dine oplysninger med andre virksomheder, som det er tilfældet med Facebook og Instagram. På disse medier betaler du som bruger med dine oplysninger, som virksomheder kan bruge til at målrette deres annoncer.
Da VERO ikke er reklamefinansieret, udbyder de et kronologisk feed uden reklamer. Det tilbyder fx Instagram ikke længere, og det er noget, som mediet er blevet meget kritiseret for den seneste tid. VERO løser således nogle af Instagrams problemer, og det tyder på, at det er brugere, som er trætte af Instagram, der på nuværende tidspunkt har oprettet en profil på VERO.
Hvordan differentierer VERO sig?
VERO minder på mange måder om Instagram. Mediet går i sin enkelthed ud på at dele billeder med venner og bekendte, men samtidig har man også mulighed for at anbefale film, musik og tv-programmer til sine følgere.
Derudover har VERO også en anderledes privatlivsfunktion. I VERO skal du kategorisere dine følgere i fire grupper: Tætte venner, Venner, Bekendte og Følgere. Det betyder, at hver gang du poster noget, skal du vælge, hvilke følger-grupper der skal se dit indhold. Dine følgere kan dog ikke se, hvordan du har kategoriseret dem.
Ud over at VERO giver brugerne kontrollen tilbage og tilbyder et kronologisk feed, er VERO heller ikke låst af bestemte billedeformater. Ydermere er der en særlig version af VERO til henholdsvis iPad og desktop, som gør det muligt at se billederne i en større opløsning.
Bliver VERO mon enden på Instagram?
Det er svært at spå om fremtiden, og om VERO lægger Instagram i graven. Vi vil dog anbefale dig at oprette en profil til dig eller din virksomhed, mens det er gratis. Så er du sikker på, at dit firmanavn ikke bliver taget af andre!
Du kan oprette dig og prøve VERO på https://vero.co.